Brunello

Brunello tilhører eliten indenfor italienske vine, og er nok den vintype, som er omgærdet af mest prestige og er blandt de dyreste italienske vine overhovedet. Man finder Brunello di Montalcino syd for byen Firenze i vinregionen Toscana, hvor man på de mest fantastiske og eventyrlige bakker producerer denne verdensstjerne.

Brunello har oprindeligt sit navn fra det italienske udtryk Bruno, som betyder brun. Tidligere anså man Bruno som en individuel druesort, men i 1879 fastslog en italiensk kommission, at Bruno og Sangiovese er en og samme druesort. Man blev dog enige om at bevare betegnelsen ”Brunello”, til trods for at vinen officielt fremstilles på 100% Sangiovese. I 1980 fik Brunello di Montalcino tildelt DOCG status, som kun tildeles de bedste vine i Italien. En status, som man vist nok må erkende Brunello gør sig fortjent til.

Brunello fremstilles som sagt på druesorten Sangiovese, som er en af de mest benyttede og udplantede blå druesorter i Italien. En druesort, som er leveringsdygtig i både verdensstjerner og meget ordinære vintyper. Sangiovese anvendes blandt andet som blandingsdrue i vine som Chianti og Supertoscanere, men som 100% selvstændig druesort i en Brunello di Montalcino.

En dyr, men stor oplevelse

Som med så mange andre vintyper, koster kvalitet bare lidt ekstra. Brunello di Montalcino er ingen undtagelse, og hører til blandt de allerdyreste vine i Italien. Man skal min. slippe kr. 200,00 for en Brunello di Montalcino, før du er sikker på en god vinoplevelse. De tilbud du ofte støder på i supermarkederne i størrelsesegnen kr. 100,00, har ikke ret meget med en rigtig Brunello at gøre. Der er med andre ord ofte langt mellem de store Brunello-oplevelser, hvorfor det ikke kan betale sig at gå på kompromis, da en vellavet Brunello di Montalcino vil give dig uforglemmelige vinminder for livet.

Den verdenskendte by Montalcino

Det er et majestætisk syn der møder en på de bølgende bakker omkring den gamle by Montalcino i Toscana. Den ene vinmark efter den anden tæt beplantet med Sangiovese vinstokke omkranser denne højtbeliggende by, som kan dateres helt tilbage til den tidligere Middelalder.

Til trods for den lille geografiske spredning omkring Montalcino, byder egnen på et mangfoldigt mikroklima med forskellige vejrmæssige påvirkninger, som har direkte indflydelse på vinenes stilarter. Vinmarkerne mod nord modnes senere pga. de færre solskinstimer, hvorimod vinmarkerne mod syd og vest modnes tidligere, og samtidig leverer druemateriale med en højere naturlig intensitet og kompleksitet.

Dette mikroklima omkring Montalcino giver vinhusene rig mulighed for at lave deres helt egen personlige stilarter indenfor Brunello di Montalcino, og med vinmarker jævnt fordelt rundt om hele Montalcino, kan de tilføre vinene unikke karakteristika ved hjælp af disse forskelligartede Sangiovese druer.

Strenge produktionskrav

Alt godt kommer til den som venter, siger man. Der er lidt om snakken, for en Brunello di Montalcino kræver min. 48 måneders lagring, før den må frigives og hele 60 måneder når vi taler Riserva kvalitet.

Brunello di Montalcino skal fremstilles på 100% Sangiovese, og flaskes min. 4 måneder inden den frigives til salg. Strenge produktionskrav som holdes i hævd af den italienske kommission Disciplinare di Produzione, hvilket sikrer et højt internationalt niveau og en ensartet kvalitet, år efter år.

Brunello vin